Har du for mange ting i din kalender og er du overbelastet? Med nutidens overfyldte kalendere er du bestemt ikke alene. En vigtig og afgørende måde, at få din tid til at slå til er ved at sige nej til nye aftaler. Men hvorfor kan det være så svært for de fleste mennesker at sige nej til andre, når vi allerede er fyldt helt op?
Måske har du før hen gjort andre kede af det når du har sagt nej. Måske er det følelsen af skyld indeni, fordi du rigtig gerne vil hjælpe andre og gøre en forskel, og måske har du før hen bare sagt ja til det hele, og nu er du nået til et punkt, hvor du er tæt på at brænde sammen, og det vil gå alvorligt ud over dit helbred hvis du ikke sætter foden ned nu.
Uanset om du siger ja i stedet for nej, på grund af skyld, en indre konflikt eller en helt forkert antagelse om, at du kan klare det hele, så vil det at lære at sige nej til flere ønsker om hjælp eller din tid, være en af de største gaver du kan give dig selv og dem som du holder af.
Der er absolut intet galt i at sige nej, når det er det rigtige for dig og du simpelthen ikke har hverken overskuddet eller tiden til at gøre alt det, som andre godt kunne tænke sig at du gjorde. Det at du ønsker at passe på dig selv vil hjælpe med at reducere dit stress niveau, og give dig tid til at gøre de ting som virkelig betyder noget for dig, og som du sætter pris på.
Få metoden til at sige nej uden at føle skyld
Her får du metoden til at sige nej uden at føle hverken skyld eller dårlig samvittighed. Det kan faktisk være ret simpelt.
Bare sig “ jeg beklager meget, men jeg kan ikke hjælpe dig lige nu”
En gang imellem har du bare brug for at stoppe op, indtil du har et fuldt overblik over, hvordan din hverdag og din tid er disponeret. Siger du ja til endnu en forpligtelse, uden at kende omfanget og konsekvensen, ender det med at påvirke dit liv og dem, som allerede er afhængig af dig.
Sig det på en forstående men fast stemme. Hvis du bliver presset til at forklare hvorfor du ikke har tid til at bidrage, så svar blot med, at det ikke passer ind i din kalender og skift så emne. De fleste fornuftige mennesker vil acceptere dette som et svar, og hvis der er nogen som bliver ved med at presse på, så vend dig om og forlad samtalen. Der findes mennesker som ikke har den evne at afkode din kommunikation, og de mennesker skal du ikke at stå til ansvar overfor og bruge tid på.
Giv dig selv tid
Hvis du har det skidt med at sige fra overfor andre, eller har at gøre med personer, som kan være temmelig ”pushy”, så er det helt fint blot at sige “lad mig tænke over det, og så vil jeg vende tilbage hurtigst muligt med et svar.” Det vil give dig mulighed for, i ro og mag, at mærke efter og tjekke din kalender, hvorvidt der står andre aftaler eller om du blot har brug for og lyst til at prioritere dig selv, og gøre noget som alene har værdi for dig, for det er nemlig også helt okay.
Lav en fordele vs. ulemper analyse og vend så tilbage med et svar som passer på det, som er bedst for dig. Allervigtigst, denne strategi vil hjælpe dig med at undgå, at blive overbebyrdet og presse for meget ind i kalenderen, og derved mindske risikoen for at blive stresset.
Sig ja til noget andet i stedet
Hvis du virkelig gerne vil hjælpe med det som en anden person gerne vil have hjælp til, men ikke har tid eller ikke kan finde tiden, så er det helt i orden hvis du blot siger ”jeg har simpelthen ikke mulighed for at gøre det du ber’ mig om, men hvis det kan være en hjælp at jeg gør…” og her kan du så nævne en mindre tidskrævende ting, som du kan bidrage med ”så vil jeg rigtig gerne hjælpe med det”. På den måde vil du stadig bidrage og hjælpe til, men på dine helt egne betingelser.
Når du siger “nej”
Vær bestemt – ikke defensiv eller undskyldende – og venlig. Det sender et signal om, at du har sympati, men ikke har i sinde at ændre mening, selvom du måske føler dig presset.
Vær klar i din tale. Hvis du beslutter dig for at vende tilbage med et svar på andres ønske om hjælp, så vær klar i spyttet. Hvis du sender et signal om, at du højst sandsynligt vil sige “ja” når du vender tilbage med et svar, og hvis svaret så er et ”nej” vil du ende med at skuffe vedkommende endnu mere.
Lad være med at undskylde. Hvis du bliver bedt om en forklaring på dit nej, så husk på, at du slet ikke skylder eller behøver at komme med en forklaring. At sige “det passer ikke ind i min kalender” er alt rigeligt.
Husk på, at hver gang du siger ja til noget, så er der noget andet, som du må sige nej til. Hvad er det, der er vigtigt for dig at prioritere din tid på. Din familie? Dine interesser? Dig selv? Hvad tænker du?
Du har kun 24 timer i døgnet – brug dem fornuftigt!