Tips til at undgå et mentalt sammenbrud
Igennem snart mere end to måneder, har vi hørt om covid-19 til bevidstløshed, både gennem de etablerede medier, mennesker i vores omgangskreds, men også på de sociale medier har der været rigelig med information om corona, og hvor farlig og skadelig virussen er, og meget af det der har været skrevet, har gjort en mere forvirret end oplyst.
Og hvad skal man så tro på, når diverse eksperter udtaler sig i øst og vest, og der ikke rigtig er ensartethed i de informationer vi bliver præsenteret for. Det er ikke så mærkeligt, hvis flere og flere begynder at føle sig stresset over situationen, og tankerne om fremtiden.
Måske oplever du både frygt og angst lige nu, men uanset hvor meget du end forsøger at styre niveauet af bekymringer, så kan der hele tiden dukke nye ting op, som gør os stresset.
Uanset om det handler om familiemedlemmer eller andre som står os kær, som vi kan være bange for bliver smittet, eller det handler om udsigterne til en skrantende økonomi, som kan være faretruende og ødelæggende, eller det handler om at du skal være hjemme, mens krisen er på sit højeste, for at arbejde og samtidig måske skal stå for hjemmeundervisning eller i det mindste holde børnene beskæftiget, eller det handler om at vi står, i en for mange helt ny og uvant situation, så kan det være yderst stressende og i den grad sætte sig både fysisk og mentalt, og have konsekvenser langt ud i fremtiden.
Hvis du gerne vil være på forkant med situationen, så er du nødt til at kigge på de ting som du trods alt har mulighed for at igangsætte og stadig har kontrol over, og så få sat dine aktiviteter i system, så den ene dag ikke tager den anden uden at der sker noget. Hvis du gør dette, så har du mulighed for at begrænse den fysiske og mentale stress, og komme fornuftigt igennem perioden, indtil der er mere styr på krisen. Husk dog på, at covid-19 forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden, og vi skal stadig fremadrettet være fornuftige og påpasselige, men den stress der kan følge med, kan vi trods alt kontrollere.
5 metoder til at håndtere din stress
Sørg for at træne og bevæge dig regelmæssigt. Selvom fitness-centre landet over har lukket, er det stadig muligt at komme udenfor og bevæge sig. Du kan løbe en tur i skoven eller i nabolaget, du kan gå nogle ture i rask tempo hvor du får pulsen op, du kan cykle en tur i det fri og nyde naturen, og du kan lege med børnene i haven, hvis det ellers er muligt. Der er mange måder at få rørt sig på, og det gode ved at bevæge sig og få pulsen op er, at det både er sundt for kroppen at komme i omdrejninger, men at det samtidig også udløser stoffer som endorfiner, dopamin og serotonin, alle sammen stoffer, som giver en følelse af velvære og tilfredshed.
Derudover kan du overveje at begynde at dyrke meditation eller mindfulness, som for begges vedkommende er nemme at starte op på, tager ikke lang tid og giver dig en utrolig følelse af ro, balance og klarhed i hjernen. Du kan finde utallige gode instruktions videoer på Youtube, som helt præcis viser dig, hvordan du ret hurtigt kan komme i gang.
Sørg for at få en sund og varieret kost, og sørg for at du får alle måltiderne i løbet af dagen. Spring ikke over, som nogen gør, når de føler at tiden ikke slår til, og har travlt med alverdens gøremål.
Hvis du er stresset, kan stress have en negativ indflydelse på dine spisevaner og dit stofskifte. Den bedste måde at bekæmpe lysten til at spise, når du er følelsesmæssig udfordret, er at være bevidst om hvad det er der udløser trangen til at spise, og så være forberedt og opmærksom.
Hvis du har sunde snacks ved hånden, som f.eks. frugt eller grøntsager, altså snacks som er rige på proteiner, kulhydrater og sunde fedtstoffer, så vil du med fordel kunne bruge snacks til at komme godt igennem dagen, og det vil være med til at regulere dit blodsukker, og give dig mere energi og overskud jævnt fordelt over hele dagen.
Tag en pause ind imellem. Som mennesker er vi vant til at have kontrol over det meste af vores liv, men i krisetider, som nu med covid-19, er vi nødt til at lære, at vi ikke har særlig meget kontrol, og det kan være rigtig udfordrende.
Mange af os, har i de sidste måneder, fulgt rigtig meget med i medierne i forhold til hvad det er der sker med covid-19, og nogen af os har måske fulgt lidt for meget med. Hvis du ser og høre de samme, nogle gange skræmmende nyheder igen og igen, så kan det godt blive en smule overvældende. Find en balance i nyhedsstrømmen og beslut dig for at holde dig opdateret en til to gange dagligt.
Du er simpelthen nødt til at koble fra rent mentalt, for ellers risikerer du at du bliver mere bange end godt er. Vi skal nok komme igennem denne krise, og vi skal nok komme tilbage til et liv, der er tæt på normalt.
Sæt dig i stedet for og læg et puslespil med 5000 brikker. Det skal nok holde dig beskæftiget en rum tid. Spil et spil med dine nærmeste, Matador, Sequence, Ludo eller Trivial Pursuit. På den måde kan I alle i familien slappe af i hjernen, og samtidig hygge jer sammen. Lyt til noget god musik, se en god film, læs en god bog eller mal et billede på et lærred. Hvad som helst der kan fjerne tankerne fra covid-19, og få dig til at slappe af i hjernen.
Sørg for at være i kontakt med andre mennesker. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at være i kontakt med andre, i særdeleshed nu, hvor der er så megen bekymring og usikkerhed hos rigtig mange.
Den isolation som de fleste af os har været igennem i snart to måneder, kan føre til både stress, depression og bekymring hos mennesker. Det ved vi fra utallige studier igennem flere årtier, og bare koncentreret isolation i så lidt som 10 dage, kan have store konsekvenser for vores mentale helbred. Derfor er det yderst vigtigt, at vi holder linjen varm og er i jævnlig forbindelse med de mennesker som vi holder af og som betyder alverden for os. Familie, venner, kollegaer eller andre.
Der er heldigvis masser af muligheder for at holde kontakten til andre mennesker, såsom telefonen, sms, Facetime, Facebook, Skype eller de mange andre muligheder, der er via de sociale platforme. Bare kom i gang!
Få en god nattesøvn og måske lidt hvile i løbet af dagen, når du har behov for det. Al den snak om covid-19 og hvad den gør ved os alle i samfundet og ikke mindst ved os selv, kan godt være temmelig udmattende. Får du ikke en ordentlig nattesøvn, kan den bekymring eller frygt som mange har, godt blive forstørret og virke meget mere voldsom, end den egentlig burde være.
Specielt nu, hvor mange af os igen begynder at tage afsted på job, er det ekstra vigtigt, at vi får den nødvendig søvn, så vi kan koncentrere os på jobbet og holde fokus. Undgå stimulanser som koffein, alkohol og for meget spise lige inden sengetid, da disse ting kan forstyrre vores dybe søvn, hvor vi restituere og lader batterierne op til morgendagen.
Hvis du følger disse idéer, som beskrevet ovenfor, og samtidig tilføjer så meget normalitet som overhovedet muligt i hverdagen, så er der en stor sandsynlighed for, at du kommer godt og sikkert igennem denne periode med covid-19, og at virus ikke ændrer alt for meget af den hverdag, du havde inden udbruddet i starten af året.
Du vil samtidig fremstå som et godt eksempel for resten af familien at følge, og ikke bare sikre at du selv kommer godt igennem krisen, men også at familien og dem du holder af, kommer godt ud på den anden side.